Boganbefaling: Sønden for grænsen og vesten for Solen

Boganbefaling: Sønden for grænsen og vesten for Solen

Jeg har nu læst samtlige Murakamis romaner på nær en. (Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe red.) og i værket  her tager han de samme temaer op, der er så typiske for hans forfatterskab; kærligheden,længslen og ensomheden hos individdet.
Jeg ved, at der sikkert var en del der klappede i hænderne over, at Bob Dylan blev modtager af Nobelprisen i år, men jeg så virkelig at Murakami havde fået den først.
Ikke fordi ,at han skriver ligeså smukt som Nabokov, eller ligeså snørklet intellektuelt som Satre, men fordi at han er en af de få fortællere, der formår at tage eksistentielle problematikker og emner op på en måde, der gør det forståeligt og fordøjeligt, for stort set alle.
Dette er i min optik en kunst, der er ualmindelig svær at mestre fordi at budskabet ofte ender ud  i banaliteter og klicheer (som jeg f.eks mener er tilfældet, med Paulo Coelho)
At være i stand til at undvige faldgrubber som ovenstående gør, at Murakami for mig, er en af de største forfattere i vores tid, simpelthen fordi at han gang på gang formår at implementere noget særlig poetisk og klogt inden for genren af poplitterære værker, hvilket er en helvedes svær balancegang.

Men tilbage til bogens indhold folkens og et ultra kort referat:
Drengen Hajime møder og tryllebindes af  sit livs kærlighed i en alder af bare tolv år og i hinanden oplever de en genklang som de aldrig siden skulle finde hos andre.
De mister kontakten selvom at hun vedblivende spøger i hans erindring, indtil at hun –  25 år senere, pludselig dukker op på hans jazzbar.
Hajime indser her, at han aldrig må miste hende igen, men hvad betyder en stærk længsel, eller en besættelse af et andet menneske egentlig, når det kommer til stykket?
Jeg kunne stikke jer et hav af tilføjelser men jeg vil ikke afsløre for meget og har i stedet valgt, at lade bogen tale for sig selv.
Nedenfor har jeg udvalgt særlige passager i romanen, der gjorde et stork indtryk på mig….
14859403_10153809329466831_721903910_o

… og passagen her om søndagsstemning er vidunderlig:

14895435_10153809329506831_443098927_o

…Men disse linier formulerer begreberne  længsel og savn i sig selv, så satans genialt:
14881707_10153809326491831_1801341182_o
Jeg håber ikke, at jeg keder jer med de her  billeder af sætninger,  men for undertegnede er det her jo faktisk min yndlingsbeskæftigelse.

God søndag og solskin her fra Bali!

2 Comments
Malene
1 year siden

Fantastisk bog. Jeg holder især meget af stykket nederst på s. 10 til øverst s. 11. Han og Shimamoto holder for første gang hinanden i hånden, og han mister på en måde sin uskyld. Ikke til en seksuel, vulgær oplevelse. Det er snarere en åbenbaring af kærlighed og samhørighed.

Malene
1 year siden

Fantastisk bog. Jeg holder især af stykker nederst s. 10 til øvers s. 11. Han holder for første gang Shimamoto i hånden, og han mister på en måde sin uskyld. Ikke til en seksuel, vulgær oplevelse. Men snarere til en åbenbaring af kærlighed og samhørighed.

Vis mere