Sig ja… til at sige fra

Sig ja… til at sige fra

( sponsoreret indlæg) 

Indlægget her, er den anden fortælling  ud af tre der handler om at sige ja.
I første fortælling, fortalte jeg om hvordan man til tider bør sige ja til at løbe risici – i mit tilfælde ved at starte en virksomhed op, under finanskrisen.

Denne er en del mere personlig, for det slog mig mens jeg spekulerede lidt over hvad jeg ville nedfælde, at et ja til en ting,ofte er et nej til noget andet.
Det giver i grunden ret god mening så lad os tale om menneskelige kvaliteter og egenskaber på godt og ondt og lad mig for en god ordens skyld gøre jer opmærksom på at “mig mig mig” i dette indlæg er ment som, at I kan spejle jer i mig, for teksten her er råt for usødet;  et af de indlæg, hvor jeg ikke kan gemme mig bag en novelle eller et digt som jeg har fået for vane  og det kan derfor  hurtigt fremstå meget navlepillende, hvilket IKKE er min hensigt.
Mit budskab og min forhånds-undskyldning er såmænd bare, at teksten her kan vise jer ,hvad man i hvert fald  IKKE skal gøre…

Min bedste kvalitet er måske også  min værste : Jeg er ualmindelig  –  som i fuldstændig talentløs – til at sige fra hvilket gør mig meget dygtig til at tilpasse mig.
I forestiller jer måske Florence Nightingale– syndromet med mig store fæ, komme ridende på hvid enhjørning og dermed samle alle stakler og triste skæbner op på min vej.
Eller mig der redder børn ud af et brændende hus, for derefter at ofre mig på bedste martyr-vis,for mine medmennesker.
Det er naturligvis ikke sådan, det forholder sig.
Det handler i bund og grund (som altid)  om noget selvisk.

Det handler om mig, der ikke kan sige ikke kan sige fra, om det så gjaldt mit liv;
At jeg er enormt bange for at skuffe andre mennesker, hvilket gør mig både konfliktsky og totalt omstillingsparat på en og  samme tid.
Jeg kan simpelthen ikke komme i klammeri med nogen eller noget, medmindre at man har trådt på mig i en sådan grad, at det næsten er komisk.
Hvorfor? Fordi jeg har en dårlig vane til at vende  op og ned på alt.
Fordi jeg ser tingene fra  den ene og den anden  side og og oppefra og nedefra og bagfra  og fra siden, hvorfor jeg ALTID ender med at kunne se en “pointe” eller mening med modpartens argument eller hensigt, hvilket gør at  jeg betvivler min egen holdning eller mening til tingene, for verden er jo ikke sort og hvid – den er mere nuanceret end som så og dette har uden tvivl medvirket til at jeg tolerer en del og er ret så rummelig, men det gør mig samtidig også meget vag.
Det kan for mange af jer lyde som  mangel på integritet, eller som var jeg komplet karaktersvag, men det handler nok mere om at jeg selv er enormt sårbar, hvilket gør mig 100% bøjelig.
Når man er lidt skrøbelig er man ofte også meget fintfølende og for mig har det betydet at jeg ofte kan fornemme hvis folk er kede, triste eller har brug for noget balast hvorfor jeg straks melder mig og står klar døgnet rundt, som en anden 7/11 kiosk, hvor man bare kan vade lige ind, på alle døgnets timer.
Jeg  fyldes hurtigt op af indtryk – både indre og ydre stimuli og det tager mig lang tid at fordøje, fordi at jeg ikke har et filter og ikke bare  kan lade ” det fare”
Når nogen derfor har det dårligt eller er kede af det, begår jeg den fatale fejl at går på kompromis med mig selv og mine grænser, hvis jeg tror at de kan få det bedre – også selvom at det er en kæmpe bjørnetjeneste ( pointen kommer senere i indlægget) fordi  at min trofaste følgesvend “skyldfølelse” æder mig op indefra , hvis jeg ikke afsætter tid og overskud til at være der for dem.
At sige ja til at sige nej er faktisk reelt nok, hvis man har et ønske om at være et sundt og velfungerende menneske, men vigtigst af alt ; hvis man  har et ønske om at være en god ven, familiemedlem,  eller kæreste.

Når jeg ikke får afgrænset, når jeg ikke får sagt nej bliver jeg udmattet og drænet og jeg bryder sammen på fjollede tidspunkter og  kan ikke tåle større menneskemængder eller sociale sammenkomster  og derfor vælger jeg den dummeste og mest kujonagtige udvej, fordi jeg ikke kan tage en konfrontation op:
Jeg trækker mig totalt, går ind i mig selv, bliver ked af det og så er jeg da slet ikke noget værd, hverken for mig selv eller for de andre.
Når det er værst, forstår jeg ikke at folk vedbliver med at læsse  bagage af, når de MÅ kunne mærke at man allerede har 4 håndtasker i hver hånd og tre backpacks på ryggen, men ikke desto mindre nytter det jo ingenting hvis man ikke får kommunikeret det ud.
Det er en lidt atypisk måde at tale om “at sige ja” men jeg forestiller mig at jeg ikke kan være den eneste, der har det på denne måde, hvorfor jeg med glæde skriver et personligt indlæg, hvis det kommer nogen af jer tilgode.
Jeg har kæmpet med det her i mange, mange år og jeg er stadig rigtig dårlig til at sætte grænser. Stadig rigtig dårlig til at afgrænse, men vil man  være alt for alle, er man ikke nogen for noget og det er ekstremt vigtigt at I der kan nikke genkendende til ovenstående, ALTID har det in mente.
At ‘ja til at sige nej’ er essentielt, hvis man vil være der for dem man elsker og ikke mindst –  for sig selv.

14203658_10153658651676831_1567936493_o

Giv den endelig fuld spade i kommentarfeltet – jeg vil gerne høre jeres historier!
Mange varme hilsener fra bløddyret

7 kommentarer
Malene
2 år siden

Jeg sov engang en måned på en luftmadras i mit køkken. På en eller anden måde, havde jeg fyldt min lejlighed med en veninde, venindens veninde, samt en italiensk udvekslingsstuderende. Det er jo en selvfølge, at man hjælper hjemløse mennesker i nød. Og dog. Jeg indså først det absurde ved situationen, da en veninde konfronterede mig med det ironiske i, at jeg havde gjort mig selv hjemløs. Efter dette fugleperspektiv på min næstekærlighed, prøver jeg at acceptere, at jeg ikke behøver redde alle, der krydser min vej.

Kat
2 år siden

Jeg har OCD og generaliseret angst og har det 99% præcist som du har. Det værste jeg ved er at skuffe andre, at gøre andre kede af det eller bare at sige fra generelt. Det er en helt automatisk tanke for mig, selvom jeg jo godt ved at alle synes det er helt i orden at sige fra engang i mellem. Jeg ved jo godt, at min venindes verden ikke bryder sammen fordi jeg fortæller at jeg ikke kan komme alligevel. Jeg kan bare ikke. Så jeg laver aftaler, passer børn, bager kager, afleverer opgaver, agerer grædeskulder, lytter i telefonen i timevis, giver, giver, giver og giver. Jeg giver mig selv lov til at blive skubbet helt derud hvor der ikke er andet at gøre end at græde, så det gør jeg også. Det minder mig om en sætning i et digt jeg engang læste; Vi er døtre af kvinder der sagde "du kan blive alt" Det eneste vi hørte var "du skal være alt".

Kat
2 år siden

Egentlig ved jeg godt, at det bunder i min altomsluttende frygt for at være alene.

Malene
2 år siden

Hej Kat. Fin og meget personlig besked :) Jeg tænker på, hvordan du mon har det, når andre ikke gengælder dine tjenester? Hvis de ikke lige har tid til at tale i telefon i timevis, når du har brug for det fx.

Kat
2 år siden

Hej Malene. Det er faktisk et godt spørgsmål, for jeg er i den seneste tid begyndt at lægge mærke til hvordan jeg reagerer når andre agerer direkte modsat af hvad jeg selv gør. Jeg er ekstremt sensitiv, og derfor føler jeg mig ekstremt hurtigt afvist, hvis en jeg stoler på ikke har tid/lyst til at tale med mig, når jeg har det dårligt. Det er en ond spiral, for jo mere jeg bliver ked af noget andre gør, desto mere gør jeg for ikke at være sådan selv. Hvis nogen for eksempel spørger om vi ikke kan tale om det på et andet tidspunkt tænker jeg "hvis nogen nogensinde ringer til mig og gerne vil tale med dem, så vil jeg aldrig afvise dem. Jeg vil aldrig gøre nogen så kede af det som jeg lige blev". Det ligger et ekstremt pres på mig selv, fordi jeg så "er nødt til" at opfylde det løfte for ikke at gøre nogen kede af det. Jeg har efterhånden lært at det hele kommer af min frygt for at være alene eller blive forladt - altså at jeg ikke vil risikere at såre nogen fordi der så er større sandsynlighed for at de "forlader" mig.

sara
2 år siden

Jeg blander mig lige her. 1. Malene: Jeg synes det er så skide hjerteskærende at du ender på en madras i køkkenet. Det er så fin en gestus, men jeg forstår hvor langt man kommer ud i samme ombæring. 2. Kat: tusind tak for dit meget personlige og ærlige input. I henhold til det malene spurgte om, så siger jeg faktisk ikke så meget når jeg er ked af det, fordi jeg er bange for at blive mega skuffet. Ligesom dig, er jeg også nødt til at "bære en byrde" fordi at jeg lover mig selv at jeg aldrig skal såre nogen så meget som jeg selv føler at jeg er blevet såret eller afvist. Men jeg føler mig afvist, i en ekstrem grad. Der skal ingenting til.

kat
2 år siden

Det er både beroligende og meget foruroligende at vi er så mange, der har det sådan. Jeg kunne heller aldrig finde på at sige noget, når nogen sårer mig. Aldrig, for jeg vil jo heller ikke gøre dem kede af det. Det er lidt som at være fanget af sig selv, for man ved jo godt, at det ikke er realistiske tanker, og at man måske overdriver, men man kan ikke slippe den der angst for at nogen har den mindste negative tanke rettet mod én. Det allerværste jeg ved er at nogen er sur på mig. Jeg har det helt ligesom dig og bliver meget hurtigt skuffet og såret. Vi er en gren af kvinder som utvivlsomt er meget svære at leve sammen med.. Men jeg kan også se positive sider ved sensitiviteten. Jeg har en idé om at folk, som føler så meget og så altoverskyggende som vi gør, har en helt speciel forståelse for andre mennesker og deres følelser. Jeg tror også at vi har evnen til at føle alting dobbelt. Jeg ved i hvert fald, at når jeg græder fylder det hele min bevidsthed til jeg har lukket alt ude og bare ER. Når jeg elsker nogen er det altid hovedkulds, stort og fylder hele mit væsen. Det er for mig både positivt og negativt, men det er nu engang sådan det er. Sådan JEG er, og jeg ville ikke ændre det, selv hvis jeg kunne. Tak forresten, for dine historier, digte, indlæg og dig.

Vis mere