Novelle: En tung byrde

Novelle: En tung byrde

Han sidder på en cafe i nærheden, da hun taber barnet.
Med det ene ben over kors og avisen i skødet, holder han sin  filterkaffe i venstre  hånd.
Blikket viger ikke et sekund fra det knitrende papir.
Det dækker det meste af hans skikkelse, hvor han sidder i hjørnet- lige under plakaten med det forelskede par, som holder om hinanden.

De har ryggen vendt mod beskueren, så deres ansigter ikke er synlige.

Hun havde altid troet på mere mellem himmel og jord.
Hun var spirituelt anlagt, sådan ville hun nok karakterisere sig selv og hun var derfor overbevist om, at der der fandtes særlige energier mellem mennesker.
Måske var det  derfor, at hun nærmest forventede , at han ville stå ude foran bygningen  i samme sekund, som hun mærkede en snurren i maven.
At skyformationerne ville trække sig sammen til tunge byger og at vinden ville tage til i styrke.
Hun forventede ligefrem, at blæsten ville bære nyhederne videre og at han ville  krydse fodgængerfeltet overfor rødt og spæne hen over brostenene –  forbi hjørnet hvor netto engang lå og måske ville han kunne nå at redde hende  –  ligesom alle de andre gange, han havde reddet hende, når hun troede, at hun var gået tabt.

Det drypper nede hos  underboen.
den dumpe tunge lyd slår regelmæssigt, som hun sidder der på toilettet, med hovedet mellem benene og krampagtigt prøver at holde fast på noget, der er større end hende selv.

Smerterne fra i formiddags var blevet  værre.
Hun havde taget  ibuprofen  en paracetamol, en ipren  for at undgå de værste jag , men indså hurtigt at noget var galt, da hun  midt i myldretiden knækkede sammen på fortovet, foroverbøjet, for hurtigt og næsten nede på knæ, med heftige smerter i underlivet.
Den slags så altid så dramatisk ud. Hun hadede  dramatisk,og hun bed derfor tappert sammen og prajede en taxa op til lejligheden på 4. sal.
Han tog ikke telefonen. Lydløs sikkert, den var altid på lydløs og efter tre forgæves opkald, gav hun op og blev stående på badeværelset,  hvor hun satte sig på måtten og nærstuderede fugerne, mellem klinkerne på væggen.
Inden i hende, var der  gået noget grueligt galt.

Det havde været ham, der havde presset på, med en baby.
Udsigterne til en potentiel graviditet med kvalme, nul smøger, nul vin og ømme bryster gjorde hende på forhånd skeptisk, for slet ikke at tale om en fødsel og kroppens efterfølgende reaktion på sådan en omgang.
Som så mange andre selvbevidste kvinder der bar på tilværelsens ulidelige lethed som skuldertaske , var tanken om en vægtøgning uanset hvad grunden så end måtte være, et regulært mareridt.
Hendes  i forvejen kontrollerede spiseindtag, var gennem snart et årti, nøje målt op i et bestemt antal kalorier for hver enkelte dag. Hun nægtede pure at ændre på sin adfærd og forbeholdt sig retten til at herske over eget liv, hvis nogen forsøgte at italesætte  det nogle ville kalde for hysteri, eller et forkvaklet forhold til mad.
Hun gik op i sig selv. Det havde hun erkendt for længe siden  og der blev derfor rationeret og trænet  til den helt store guldmedalje, fordi at selv den mindste stigning på vægten, ville ødelægge hendes uge, for slet ikke at tale om hendes selvtillid.

Og så var det begyndt, som det altid begynder, når normen bliver for synlig til, at man kan vende det blinde øje til.
Flokdyrsmentaliteten og en tiltagende 30’års krise havde rodfæstet sig hos mange og de havde alle skævet lidt til  hende – hendes omgangskreds og hendes nærmeste  – efter at hun havde rundet de 31.
Udover få undtagelser havde de næsten alle, forsigtig forhørt sig om, der ikke snart var tale om en lille udvidelse, af den tosomhed hun elskede så højt.
De sagde, at det ville gøre hende godt, at få et barn; man fik andet end sig selv og sit navlepilleri at gå op i, og at  intet var mere givende end at skabe nyt liv. Hun skulle bare vide.
Intet føltes mere rigtigt eller livsbekræftende og hun forstod allerede i en tidlig alder at forældre fødte deres livs kærlighed;  det lå og ulmede mellem linjerne, at en barnløs tilværelse var langt mere egoistisk, end dét at vedkende sig behovet, for et barn.
Det var, som fandtes der slet ikke  andre løsninger end at reproducere for de fleste. At det uden sidestykke var  den største velsignelse, der kan overgå et menneske.
Hun studsede længe over det, men mindedes  ikke, at man nogensinde havde spurgt hende om hun ønskede at blive født – en tanke hun dog valgte at holde  for sig selv.
Der findes adskillige emner på kanten af småt brændbart, som ikke er værd at tage op, med dem man elsker.
‘Tag dig sammen. Det er instinktivt , en drift’ –  tænkte hun og  havde  derfor i begyndelsen  også nikket  forstående, når man henvendte sig  til hende med de samme evindelige spørgsmål om familieforøgelse.
Alle ønskede de  hende jo det bedste, fordi de holdt af hende, men trods følelsen af et tiltagende pres fra omgivelserne, formåede hun at holde fast i i sit.

Senere –  da hun var fyldt 34 og de fleste nærmest  var blevet stressede på hendes vegne, var irritationen når samtalen faldt på børn, næsten ubærlig men hun  kunne ikke længere  flygte fra, at også hun, kunne mærke tiden;
Stort set alle hendes bekendte havde fået et barn, og hvis ikke, ventede de et, om fem minutter.
For at underbygge sin passivitet, begyndte hun at bilde sig selv og andre ind, at hun muligvis ikke var frugtbar.
Det ville tjene som en umådelig god  undskyldning når hendes tydelige mangel på moderlig kærlighed lod vente på sig og folk ville næppe finde hende egoistisk og selvcentreret, når problemet var af fysiologisk karakter.
Det var da  først da hun mødte ham  halvandet år senere, at hun for første gang  i sit liv overvejede, om et barn virkelig var så problematisk.
Så frihedsberøvende.
Han ville stifte familie, det sagde han tydeligt og klart og hun elskede ham jammerligt højt, for at give hende den ro,hun havde søgt siden hun var 16.
“det er ikke et gældsforhold og du skal gøre det af egen lyst” havde han sagt, omend at han adskillige gange  han havde bragt  børn på banen, inden for de sidste mange måneder.
Og så gjorde hun det. Hun åbnede sig og fjernede al fordom hun havde opbygget,  for heller ikke hun, tillod sig selv at være snæversynet i sin ende, af de barnløses spekter:
Hun gjorde dét, hun altid havde været stolt af, hun aldrig havde haft behov for;
Hun kiggede hen på de andre – på dem der kunne finde ud af at leve deres liv.
Dem som gjorde det rigtigt og hun iagttog nøje,  hvordan hendes jævnaldrende byggede rede – noget  hun efterlignede og imiterede i så høj en grad, at hun til sidst næsten kunne bedrage sig selv til at tro, at  ønsket om et barn, udsprang af hende selv.
Der gik ikke mere end tre måneder, før at testen viste positiv og han var euforisk over resultatet.
Der findes intet bedre for et parforhold, end fælles fremtidsudsigter.
Noget at drømme sig hen imod og  glæde sig over, så  de krammede og kyssede hele ugen og hun var omhyggelig og grundig, for hun prøvede så hårdt og hun ville så gerne.
Letlevende og storsmilende vimsede hun omkring og han hørte hende aldrig græde om natten og  hun messede de samme sætninger igen og igen:
‘Du må være sindssyg, mand.
Du kan ikke være rigtig klog.

Man fortryder aldrig et barn.’

Det drypper nede hos underboen. 
Vandet i kummen er  så mørkt, at hun må undlade at kigge ned. 
Den dumpe tunge lyd slår regelmæssigt –   vedholdende og insisterende  som et  hjerteslag,  et selvstændigt organ.
Hun hører hans trin i opgangen og at hoveddøren bliver låst op. Hun trænger til luft, men hun , at han straks lugter den tændte cigaret ude på altanen.

Det er som om, at  han  bliver han stående i  entreen i hvad der føles som evigheder, i håbet om at hun tilsidst opgiver.
At hun vifter med det hvide flag og kommer ud og bedyrer sin skyld, for han kender hende bedre end nogen anden.

Hun venter med tilbageholdt åndedræt på, at sorgen ruller ind over hende.
Håber på  tidevandstunge, triste tanker.

Hun venter på, at hun bryder grædende sammen derude på altanen, under åben himmel, foran fuglene – sønderrevet over sit tab,  men kun forløsningen rammer hende som bløde vingeslag  og hun vender ansigtet væk  fra stuen og kigger ud på himlen og på de små skyer og den blå himmel og skammen hænger i luften og blander sig med røgen fra cigaretten, som ryger sig selv mellem hendes fingre, idet han  drejer om på hælen og går sin vej.

– Samucha

 

( Novellen er fiktiv og er ikke nødvendigvis udtryk for  mine egne holdninger og meninger.
Dog må man gerne læse dette som en kærlig påmindelse om, at rummelighed og tolerance overfor de, som vælger at føre en mere “atypisk” tilværelse  skal accepteres på lige fod med alle andre )

2 Comments
Nanna
3 months siden

Jeg bliver bare så helt overdrevet GLAD, hver gang du har skrevet noget nyt!  Du er så pisse dygtig. 

sara
3 months siden

... og jeg blir bare så helt overdrevet glad når du smider en kommentar. 1000 tak, det betyder meget!

Vis mere