Sig ja, til at vælge kærligheden til.

Sig ja, til at vælge kærligheden til.

(sponsoreret) 

Jeg læste for nyligt en artikel om, at vi er blevet bedre til at være alene.
1,6 millioner danskere, lever alene i dag.
Hvorfor lever vi alene? Fordi at det er nemmere.
Ansvarsfølelsen bliver ikke længere  tvunget ned over vores hoveder og vi ikke behøver at tænke for to, eller teame op for at klare livet.
Vi har mere frihed til at gøre  hvad der passer os, når det passer os og vi behøver ikke indordne os efter andres skema, eller implementeres i en hverdag, hvor der bliver stillet krav til os.
Andre krav fylder nemlig mere og de høje krav vi undgår fra en potentiel partner,  bliver i stedet indfriet i stor stil,  på jobbet, i skolen og  i konkurrencen om, hvem der er er bedst til at leve livet.

Denne tid er på mange måder et slaraffenland at vokse op i, når det kommer til  kærlighed.
Der er intet tvungent ægteskab for den almene dansker, vi er frie til selv at vælge vores partner og vi er også frie til at blive skilt, hvis vi indser, at vi har giftet os med et skvat.
Kærligheden kommer med eksprestoget og på skærmen, inden for hændernes rækkevidde og apps gør det geografisk fornuftigt, at forelske sig i en partner, der er placeret i nærheden af os selv.
Det  er indviddets storhedstid  hvor indad-kiggeri og jeg’et er i højsædet.

Det er nye tider; vi har fjernet os fra den kollektive tankegang, fra fælleskabet og ‘alle for een’ , hvor vi var nødsaget til at løfte byrden i flok, men det betyder også, at barren er sat umådelig højt hos hver enkelt, og i kærlighedsregi er der ikke plads til kedsomhed eller modgang, for det stemmer ikke overens med det billede vi har fået ind med modermælken:
Ideen om den konstante lykke og den rider os som en mare om natten, for vi kan ikke forstå at det ikke fungerer og vi holder stædigt fast i vores fastfrossede forestilling om tosomhed, som vi nægter at redefinere.
Så det gør vi: fortsætter ufortrødent med løfter for livet, men hver anden dansker bliver skilt så der ER en anden udvej (gudskelov) og det har vi i baghovedet, når vi aflægger ed, for ellers tvivler jeg på at giftermålet ville blive praktiseret i ligeså høj en grad.
Vi vil gerne for altid, men ikke hvis det er for besværligt.
Vi vil gerne for evigt, men ikke hvis det bliver for tungt eller for omstændigt, for vi må ikke træde vande, når verden venter rundt om hjørnet med nye erobringer og nye oplevelser.
Man har har lært os  at vi skal smage på det hele og at vi skal være åbne for forandringens fryd.
Man har lært os, at stilstand og kedsomhed kan slå  os ihjel.
Vi forstår ikke når vi er triste, vi forstår ikke ensomheden, faktisk forstår vi mindre og mindre  fordi at vi kun kigger indad, og derved mister vi det store overblik.
Vi mister fornemmelsen for, at sætte tilværelsen i perspektiv.

Det er oppe i tiden at hvile i sig selv, det er det ypperste det moderne menneske kan opnå.
Derudover er det også  yderst vigtigt at have nok i sig selv, i kærlighedsregi, men jeg tror at vi kigger den forkerte vej.
Jeg tror, at  vi har fået noget galt i halsen her, for vi kan ikke leve uden kærligheden til andre, og kærlighed skal man altså kæmpe for.
Individualisme eller ej, vi er allesammen ens; allesammen mennesker og vi ønsker i bund og grund det samme; Et godt, tilfredstillende liv – at elskes og at blive elsket tilbage.
Vi ønsker, at blive elsket for det vi er men  endnu mere for alt det vi ikke er, for utilstrækkelighedens fangarme har et fast tag i de fleste.
Så vi gør det tidstypiske og kigger indad IGEN  (det har vores coach  nemlig fortalt os) samtidig med, at vi søger og længes efter en ubetinget kærlighed og drømmer om uselviskhed i en verden, der hylder det stik modsatte:
Individdet i centrum, mig med mere.
Vi elsker den romantiske forestilling  om ‘ ægte kærlighed’ der handler om opofrelse og hvad det ellers kræver, at hengive sig helt og aldeles til en anden, men går man en oktav for højt, bliver det tolket som en svaghed.
Det handler trods alt om selvbevarelse og man skal elske sig selv før man kan elske en anden siger vi kor, mens vi fortsætter med at hylde vores ego, holder hånden for hjertet og er nærmest os selv.

Definitionen på kærlighed i dag kommer til udtryk i en  strøm af forelskelser, for vi når ikke længere end det, førend at vi trættes og giver op, for kærlighed er til tider en arbejdslejr og det er ikke altid lykkeligt;
Det kan være en  procestung omgang med forhandlinger og diskussioner og det er ikke romantisk, det er ikke (længere)  forelskelse, for de dybeste følelser er ikke altid de stærkeste.
Kærlighed på trods, er ikke den nemmeste, men hårdt arbejde og vedholdenhed bærer altid frugt; også selvom den ikke belønnes i en eksplosion, af lidenskabelige følelser.
Også selvom den ikke dufter af forårsregn, eller ligner havet ved skumringstid, for den giver dig måske en ledsager for livet; En som tåler dig, på tidspunkter hvor du ikke engang kan tåle dig selv, og det kan selv den voldsommeste forelskelse ikke trumfe.

Og her er så måske den realistiske version af lykken; Muligheden for selv at vælge:
At vi lever i en tid hvor vi kan vælge parforholdet fra og klare os helt udmærket.
Vi kan  i dag leve tilfredstillende på et utal af måder,men vi skal altid have in mente, at et valg udelukker et andet og det forholder sig ikke anderledes med kærligheden.
Vi kan ikke kræve en uforbeholden kærlighed, som vi kvitterer med halve hjerter.
Jeg er et produkt af min tid, og vil også smage på det hele, men jeg ved, at jeg aktivt bliver nødt til at  træffe et valg og  gøre mit bedste for at opnå en samhørighed for at elske og elskes tilbage, på et dybere plan.
Jeg skylder det i hvert fald, et ærligt forsøg, for jeg er træt af halve hjerter.
At sige ja til livet, er  trods alt også, at inkludere andre end dig og dit selv.
kjole: maxmara

 

 

No Comments
Vis mere