Sovende Påskeliljer

Sovende Påskeliljer

Måske var det forrige sommer, jeg husker det ikke helt.
Måske var efterår, det kunne også have været  tidlig vinter, for det var nat og de sovende tager sig ikke af lyset , af solen eller skyerne;kun stjernerne hæftede jeg  mig ved, da kiggede efter karlsvognen, i mangel på bedre at tage mig til, mens jeg ventede udenfor, hvor vinden bed i ansigtet og små dråber gjorde håret vådt.

Ved du; det var intet særligt jeg mærkede den aften, jeg så dig; intet eksplosivt eller overvældende. I stedet var det  blot de samme joviale jokes jeg skød afsted – dem der ligger på rygraden når jeg skal være på.
Når jeg skal vise mig, fra min vittige, livlige side og når  jeg vil beskytte mig fra nysgerrige øjne.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er,  at det ikke var blevet forår,endnu.

Og det var stille, så afsindigt stille, at det larmede øredøvende højt, da vi begge faldt i søvn.
Jeg kendte dig ikke fristes jeg til at sige,  men jeg kender dig allerbedst for jeg ved  hvordan du trækker vejret, hvad mere skulle jeg vide , andet end dét og alt hvad du registrerede i mig, men jeg floppede på det hele, og brændte de chancer, de broer  jeg måske aldrig burde have haft.                          I første, i anden og i tredje halvleg-i forlænget spilletid, har jeg aldrig lavet så mange selvmål. Aldrig spillet så ringe.
Og nervøse spillere, er som nervøse pianister når håndfladen bliver for svedig til, at de kan ramme de rigtige tangenter, og sådan er en angrebspiller på vej mod et mål også: i al for høj fart, stålsat og for ivrig,med blikket mejslet mod målet glemmer han, at få bolden med sig.                                          Han burde have spillet den videre, til en anden der ville have bevaret fatningen. Timing er altid alles akilleshæl.

Og du skulle vide: hvis bare du gjorde dig nogen anelse om, hvor længe jeg bed sammen. Hvordan jeg lod som om, at jeg var upåvirket, ligeglad, livet går let henover mit hår, glider henover mig som en hinde og det her væsen som du er.
Forestil dig, at ligge i ske med minderne: små og skrøbelige, og oplevelserne som flygter for øjet, men som du kæmper for at genkalde dig, indprente dig, for det er det eneste du har tilbage,mens du mærker hvordan de langsomt siver bort, som æteriske dufte, eller som de skyer der passerer  himlen, fast motion, når de viser et naturprogram på DR1.
Men mit liv er ikke en dokumentar.

Og det ved du ikke, jeg siger det ikke, hvad skulle det dog hjælpe, men jeg drømte om dig om natten; ofte – når jeg næsten ikke kunne mærke dig længere, når det var allerværst og du føltes fjernere end nogensinde, havde jeg de sødeste drømme tidlig morgen; når jeg sov til middag og vinduet stod på klem henover min seng og luften duftede af efterår,af vinter,modlys, for jeg kan ikke huske hvornår det stod på, andet end, at hver gang jeg vågnede, mistede jeg dig på ny.
Forestil dig, at skulle ty til fantasier: om dagen, om natten, til dagdrømmerier, patetiske, håbløse og uforløste utopier, fordi at der ikke findes flere tråde der kan kobles til de dage, hvor du virkelig var til, og jeg har  gået de samme gader tynde, som da vi gik dem sammen, for ved du;
jeg kom til at tvivle på, at vi rent faktisk fandt sted.

Og sådan går det til for alle, som svor at de aldrig ville vækkes:
De vågner.
De vågner af sig selv en dag,hvor himlen er blå.
Jeg vågnede til forår, til lyden af hår på en pude og det var lyst og let, ikke kraftigt eller kruset som dit og jeg kan ikke finde dig i ham, jeg har ikke søgt, for minderne flyder ud mod åbent hav, sammen med  en mild brise og en duft  af den forestående sommer.
Jeg lovede at vente, men jeg vågnede en morgen: han havde købt sovende påskeliljer; de lå ved torvet, hos købmanden, længere nede af hans vej.
Forestil dig, at jeg bærer dem ud i solen, for at vække dem fra dvale.
Forestil dig, at hjertet – lykkeligt forelsket – stadig kramper til, fordi at de ikke blev vækket af dig.

2 kommentarer
Frk Møhge
4 måneder siden

Av, ramt plet endnu engang. Virkelig fine ord, om noget der ikke særlig fint... og så alligevel, for sommetider kommer man til at dvæle ved de minder, og tiden går nærmest i stå imens, som om man bare er tilskuer til noget man ikke rigtig er en del af. For man befinder sig kortvarigt et helt andet sted - og det kan der godt være noget fint i. 

sara
4 måneder siden

Ih, jeg er glad for at du stadig gider at læse med, selvom der er lidt langt mellem indlæg fra tid til anden Tusind tak for feedback. Ja det er nemlig ofte som at stå udefra og betragte sit tidligere selv, uden at være i stand til at kunne koble de følelser der engang var så stærke til stemningen. Men så kan de alligevel godt ramme hårdt og uventet når man mindst venter det.

Vis mere