Paradis ( Ferie-fragmenter)

Paradis ( Ferie-fragmenter)

Og jeg droppede hårspænderne allerede på anden dagen, for blæsten ved vandet nægter at lade dig holde styr på de uregerlige totter, uanset hvor fint du end måtte  have friseret dig.
Og jeg glemte at bruge hele min kuffert på tredjedagen, for to -delte sæt er ikke  særlig praktiske på stranden; jeg gik i de samme fire kjoler i fjorten dage.
Kun bikinierne - særligt de farverige, tjente et ordentligt formål, og de trætte kondisko jeg tog med i sidste øjeblik, for alle de gåture jeg ikke var klar over, at jeg skulle udsættes for. Al den sand på værelset i det lille hotel. Al den sand på mine ben.
På min ryg og på min mave.
To skyllere om dagen minimum, for at køle ned, men jeg opgav at tage min mascara i brug, glemte at massere balsam i håret, det spillede ingen rolle og rødmen under øjnene, fra de første  par dage under den stærke sol, fortog sig helt af sig selv.
Jeg husker alt hvad vi lavede og jeg husker slet ingenting, og tilbage er strandene, havet, hængekøjerne, lanterner, pigernes praktiske opsatte hår, drengenes solbriller, sveden der perler og svier, ned af ryggen på en solbrændt hud, duften af grill og de overflødige lagner;  blot som symbol på at sengen er et hvilested.
Søvnen fra  lumre eftermiddage, raske løbeture tidlig morgen, sætninger og sand og vandflasker på cykler, rastløse nætter i forventningens glæde om at en ny dag gryr, som kun dage kan gry , når man kender en afslutning-  når man ved.

Og på busturen gaber han, mexicaneren ved siden af mig;  han gaber højlydt og ugenert og læner sig familiært op ad min skulder så min kjolestrop falder ned og jeg føler mig tryg og så lukker jeg øjnene i og blunder hen i en døs, hvis lige jeg ikke har oplevet, i årevis
Og de siger alle 'te nada ' med hjertevarme -  kvinderne og de  hjælper os, i små landsbyer, de lifter os i  deres gamle, bulede pick-up, når de ser noget forvildet og sætter os af, ved en station.
Og der flyver en ørn henover himlen på stranden ved maya ruinerne, der hvor vi gik i solen, og Elvis Presley synger ud af dårlige højtalere på den lille cafe, så at jeg bliver nødt til at skyde al sarkasme, al ironi væk for en stund, og for en sjælden gangs skyld  forekommer det mig naturligt,  for jeg kan ikke tillade mig, at gøre det mod solnedgangen.
Jeg kan ikke være det bekendt overfor albatrossen, eller de store havskildpadder som græsser på havsens bund, hvis hårde skjold jeg strejfede med min ene hånd, ved rebene i havet, dér i det dybe, et sted i venligt mørke.
Og solen gik ned i dag, som den skulle og  skyerne lignede hvide totter der langsomt flød på en baggrund i blå  og sandet var stadig hvidt, algerne var stadig grønne og jeg sukkede dybt nede fra maven, det gjorde næsten ondt, men hvad skulle jeg ellers stille op, når simpel glæde over hvert et åndedrag kan strække sig så længe, at det næsten bliver uudholdelig og ubærligt.
Ud over al forventning.

Og tilbage er.
Tilbage er efterdønningerne og de små fragmenter af stemninger og billeder uopløselige og urokkelige i mit sind; en grillet majskolbe,på et bord af træ og rødt salt.
Lyden  af fugle der synger så højt at man kan ikke kan høre dem.
Grusstier i overssete landsbyer; En ældre mand med en stjerne på kasketten, to unge drenge der holder om hinanden i skyggen, æbler som  er blevet melede af varmen
Adstadigt tempo, en støvet ro på små sidegader, der når solen står højest på himlen og alle må misse med øjnene på fortovet og tørre sveden af panden.
Musikken der strømmer fra de små taquerias; musikken i mit hoved, med tanke på en sætning der følger mig hjem og til dørs:

"Min melankoli er min helt egen, sammensat af mange ingredienser, uddraget af mange genstande, og til syvende og sidst de forskelligartede betragtninger fra mine rejser; Når jeg stadig tygger drøv på dem, indhylles jeg i den mest lunefulde bedrøvelse"

(uddrag fra Shakespeare "Som man behager"  IV akt, scene I)

- Samucha

Ingen kommentarer
Vis mere