Parasitter ( Ferie-fragmenter)

Parasitter ( Ferie-fragmenter)

Det  brager  ud af højtalerne fra en nærliggende natklub med en volumen der truer med at sprænge begge mine trommehinder, idét jeg misfornøjet går forbi.
Jeg havde lovet mig selv, aldrig Cancun igen: Mini-USA med tacky resorts, nutellapizzza, vulgære mængder af mad.
Stive teenagere på Spring Break der er ude af stand til at styre sig og store grupper af midaldrende mænd som svitset af solen råber højt,  så snart de finder den mindste anledning hertil.
Jeg holder altid hvad jeg lover mig selv,  i hvert fald næsten, men Playa del Carmen ligner en miniature -udgave af ovenstående, måske lige bortset fra, at der rent faktisk også bor lokale som tjener til dagen og vejen ved at sælge turisterne alle de oplevelser de ikke vidste fandtes.
Og her er alt hvad hjertet begærer på Playa del Pølse; et rent slaraffenland for turister der higer efter sol, varme, og litervis af tequila og mezcal til all inclusive priser, som man kan drukne sig  i, hvis blot man køber en taco con queso til.
Her er  store supermarkeder med en aircon der giver dig forfrysninger og hvor du til overpris  kan købe lindrede aloe vera gel eller dårlig aftersun til  din svedne skandinaviske hud, fordi du endnu engang, undervurderede styrken af den sydlandske sol.
Der er farvestrålende souvenirbutikker hvor de prakker dig alverdens kinesiske juks, “handmade” – naturligvis og  et utal af både lovlige og mere tvivlsomme  drugstores hvor du,  hvis du er lidt snedig, kan tiltuske dig valium, xanax og et hav af medikamenter, der nok skal få dig til at gå ud som et lys, trods larmen fra diskotekerne.
Og man kunne sidde i timevis og betragte vores race og det gør jeg, for de kommer anstigende fra alle verdens hjørner
Europæere der vil opleve  ‘lokalt og autentisk’, men kun hvis det kan ordnes i shuttlebusser og inden for en rimelig distance, for der skal fyldes op med rent  kildevand hver halve time, så ingen går i gulvet af væskemangel og det er vigtigt, at der er mulighed for frokost ( ingen skaldyr)  hvis man køber hele tour-pakken.
Der er Barcelonahipperne med en guitar på ryggen, og alt er “tranquil” og “pura vida” selvom de for længst er løbet tør for likvider, for deres videre færd.
Der er de evighedsrejsende der drog afsted på jordomrejse i 1975 og som aldrig vendte hjem, for de fandt tilsyneladende deres plads i kosmos som hangarounds  på den lokale beach bar, lidt hengemt fra den store Avenida hvor alle parasitterne spadserer med mad i munden.
Der er tyskerne, som lykkeligt frekventerer en særlig populær sidegade, fordi der er er en Biergarten hvor de kan føle sig hjemme og i vante omgivelser og så er der ej at forglemme israelerne,  som netop har overstået fire stive år i militæret, aftjent deres sure værnepligt og nu skal den have een på opleveren, i form af  kreative nærdødsoplevelser:
Bungyjump, Paragliding, Parajumping, skydiving, cliffhanging –  alt er spændende uden for hjemmets fire vægge og i splitsekund overvejer jeg, at placere hele holdet ved et trafikeret vejkryds i Mexico city og give dem lokal, autentisk rædsel, ganske gratis.
Og jeg vånder mig, jeg lider- jeg må væk herfra i en fart, til Akumal, Tulum,Merida, Tijuana selv hvis det kræver, at jeg må købe en flybillet for at gense mit elskede Puerto Escondido nede sydpå, for jeg tåler ikke mere “spansk” med tung amerikansk accent,eller flere solskoldede overstadige svenskere der jublende kan lokaliseres ved hvert et “happy-hour” hjørne.
Jeg ved bedre siger jeg til mig selv, mens jeg surmulende og bedrevidende går hen imod en ADO- bus der kan køre mig af helvedes til, så længe det er afsides og væk fra menneskemængder, for jeg er berejst, jeg er reflekterende, jeg er hævet over det hele og ønsker bare  autentisk ro og fred,på min ferie.
Det var i al fald dét der gik gennem mit hoved ,da jeg krydsede gaden, så en Haagendazs isbutik og købte tre kugler med belgisk
chokolade, som den parasit jeg er.

 

No Comments
Vis mere