Et privilegeret menneskes nytårsfortsæt: Hvis du lever, for at overleve

Et privilegeret menneskes nytårsfortsæt: Hvis du lever, for at overleve

Min bror og jeg sad i bilen forleden  og havde en diskussion om et eller andet tidstypisk ( lettere ligegyldigt)  emne.
Jeg gik i straks i krig med at forsvare begge sider af sagen, men drengen blev ved med at holde fast i sin ( i min optik) unuancerede  holdning , hvilket resulterede i, at jeg blev grænseløst irriteret.
“Nogle gange bliver livet altså nemmere Sara, hvis man ser mere sort og hvidt på tingene.
Så er det nemmere at stå fast ved sine principper, også selvom det er en smule overdrevet” 

Jeg tog til genmæle med at svare, at verden mangler forståelse, den mangler rummelighed og at han – med sin enfoldige, snæversynede mening, var med til at gøre det vanskeligt for mennesker at finde fælles fodfæste og samhørighed.

Efterfølgende da jeg var faldet ned igen, måtte jeg jo  erkende, at manden på mange måder, har ret.
At livet er nemmere hvis man ikke konstant betvivler alt.
At man ikke altid behøver at være overdiplomatisk og så tilpasningsdygtig, at man glemmer sig selv og alt det man står for.
Det fik mig også til at  tænke på tilværelsen og på min egen sort/hvide teori jeg har, om at opdele folk i to grupper, når det kommer til at leve sit liv  “rigtigt” 

Ser i: For mig, findes der dem som “lever” og så er der dem som “overlever” 

De mennesker der “lever” er gode til bare at “være”
De er umiddelbare, handlekraftige, med et overvejende positivt sind der medvirker , at de ser muligheder hvor andre ser begrænsninger.
Dem der lever, tør også i højere grad træffe valg; måske fordi de ikke er bevidste om hvad de potentielt  går glip af eller måske fordi at normen er så dybt rodfæstet og også passer godt til deres natur.
Dem der ” lever” har  naturligvis også udfordringer, sorger og bekymringer, men som udgangspunkt er de letsindige og forstår hvad livet går ud på og de rammes derfor  ikke af eksistentielle laviner på samme måde som gruppen jeg vil beskrive nedenfor.
De formår at værdsætte små ting – måske fordi de ikke forventer enormt meget, måske fordi at livet i al sin simpelhed bare giver logisk mening og fordi de ikke bruger uanede mængder af  energi på at prøve at gennemskue det.
De som “lever” har så at sige  luret livets kode;  enten fordi de ikke reflekterer over alt, eller simpelthen bare fordi at kemien i hovedet, er faldet ud til deres fordel.

Den anden gruppe,  som “overlever”, er tvivlere.
De er som udgangspunkt skeptiske i henhold til hvordan de skal leve og hvad deres funktion i verden er.
Mange er ofte enormt reflekterende, hvilket gør dem ængstelige med mange forbehold.
For dem er mange muligheder ikke en gave , tværtimod – det er en begrænsning der gør at de ikke kan vælge.
Fælles for overleverene er ofte, at de er afvigere.
Måske ønsker de ikke de samme ting i livet som den gængse kvinde eller mand.
Måske søger de noget, som de ikke kan selv kan placere.
Sagen er den, at mange overlevere, ender med at skulle overleve livet  resten af deres dage, fordi de bøjer sig for normen og for sociale konstruktioner.
De tilpasser sig på trods og spejler sig i dem der “lever” –  omend disse mennesker er så vidt forskellige fra dem selv, og på ingen måde, er i stand til at fungere som et pejlemærke for, hvad de skal ønske sig af tilværelsen.
Der er en enorm forskel på at leve en dagligdag og på at overleve den, men det er langtfra sikkert at man udadtil, ville lægge mærke til de to forskellige gruppers, væren i livet på.

Jeg skriver det her, fordi at det skal tjene som nytårsfortsæt til folk der spejler sig i normerne, fordi de ikke tør andet.
For folk som negligerer eller latterliggør egne ønsker og ambitioner fordi de ikke ønsker at stikke ud. Fordi de tror, at de bliver lykkelige, så snart at de passer ind og gør, hvad alle andre gør.
Jeg skriver for folk der aldrig kommer til at “leve” fordi at hver dag handler om at overleve – om at overstå en “tilværelsens pligt” fordi at normen dikterer noget andet end,hvad de selv føler, tænker eller mærker.
Jeg skriver fordi, at livet ikke nødvendig leves, bare fordi man trækker vejret.
Og at man skal stoppe det man har gang i, hvis  man inderst inde godt kan mærke, at det føles forkert helt ind til knoglerne.
Til helvede med, om det så på overfladen, syner som det korrekte og “rigtige” at gøre, hvis følelsen udebliver.
Jeg skriver det her, fordi at jeg tror på, at en grundlæggende tilfredshed og livsglæde kan opnås, men at det for nogle mennesker  kræver, at man tør træffe atypiske valg
Jeg skriver at det tager tid og tålmodighed at lære, at holde op med at kopiere sine omgivelser.
Det tager tid at vænne sig til tanken om, at man lever  for sin egen skyld, alene.
Fordi at ingen mennesker skal bekræftes, for at eksistere.
Fordi, at hvis hver dag skal overleves, tåles og tolereres, lever vi slet ikke en eneste dag.

Ønsker jer alle et fantastisk 2018  med kærlighed og glæde!

8 kommentarer
Kirstine
2 måneder siden

Jeg hørte engang én tale om tvivlens nådegave (selvom det jo ellers tit bliver præsenteret som det modsatte i vores samfund). Jeg tvivler konstant. På stort set alt. Og splittelsen kan nogle gange være så absurd. Men jeg tror og håber på, at tvivl også er en positiv egenskab. Det betyder måske, at man forholder sig til omverdenen på en mere søgende og nysgerrig måde, stiller sig kritisk og måske i sidste ende kan komme til at leve og leve mere intenst... Rigtig godt nytår, Samucha! Og tak fordi du starter ud med at give så fin en tekst.

sara
2 måneder siden

'Splittelsen kan nogle gange være så absurd' er seriøst at ramme hovedet på sømmet. Jeg tror uden tvivl at denne "tvivlens nådesgave" er en vanvittig god egenskab,for ens omgivelser. Folk der tvivler, stiller sig kritiske er enormt gode til at rådgive og jeg synes at de mennesker der besidder denne gave ofte er enormt "vise" fordi de reflekterer. Dog tror jeg at ulempen er, at man kan give sig selv ualmindelig heftig hovedpine. Og derfor blive enormt træt af sig selv i samme ombæring. Er enig med dig i, det med at leve intenst. Nogle gange ville det bare være rart, at være i stand til at hygge sig på en lige ( lidt kedelig) linie. Selv tak og godt nytår til dig Kirstine! Tusind tak fordi du stadig læser med. Jeg ved godt, der er langt imellem indlæggene for tiden.

Rikke D
2 måneder siden

Åh en fin tekst. Men også lidt tungt at blive mindet om ens egen tendens til at "overleve". Og netop det her paradoks i, at jeg på den ene side værdsætter min evne til refleksion og lyst til ikke "bare" at gøre som alle andre, og på den anden side ville jeg ønske, at jeg netop kunne være tilfreds og letsindig her i livet, som andre udtrykker, at de er.

sara
1 måned siden

Det er jo lige præcis det evindelige dilemma. Du er sikkert et virkelig værdifuldt aktiv for dine nærmeste og for din omverden. Men jeg tror at hvis man tippede mere over til den letsindige side, ville ens livskvalitet stige. Og det er vel det går ud på, formoder jeg.- at leve for sig selv... Tak for din kommentar. jeg værdsætter det enormt meget.

Signe
2 måneder siden

Hej Sara! Wow hvor er din kjole bare så fin til dig! Må man spørge Hvilket mærke den er fra? Og godt nytår.!

sara
1 måned siden

jeg er så skide dårlig til det her blog teknik så har selvfølgelig først set din besked nu. Kjolen er fra maxmara og havnede i lula for en rum tid siden. Den er desværre solgt nu, men den var fandme pæn- jeg er så enig :) og godt nytår til dig!

Malene
2 måneder siden

Kære Sara, tak for dit indlæg, som kommer lige, som jeg har brug for det! Jeg er en tvivler, og jeg tilslutter mig Kirstines glimrende kommentar om, at det kan være godt at være kritisk overfor normaliteten og det givne. Jeg synes ofte, at de essentielle kriser rammer, når jeg forsøger at tilpasse mig normerne.. Med alderen, har jeg heldigvis lært, at følge mit eget inderste, men beslutningerne tages stadig ofte med en følelse af, at hvad nu, hvis jeg tager fejl, og de andre alligevel har ret? Dit indlæg er et selvtillidsboost i forhold til de beslutninger, jeg netop står overfor. :) Tak!

sara
1 måned siden

Ja, det med at træffe atypiske beslutninger er ubarmhjertigt fordi som du selv skriver : tænk nu hvis de andre har ret? Flosklen om at følge sin intuition og sin mavefornemmelse tror jeg faktisk virkelig der er hold i, selvom det er lettere sagt end gjort. Og nogle gange sætter angsten ind så man ikke tør træffe det valg som man inderst inde godt ved er det rigtige fordi det er et sats, eller fordi det skrider imod normen. Jeg kender det alt for godt. Tak for altid at følge med herinde Malene!

Vis mere