Menneske-lede (Om social angst)

Menneske-lede (Om social angst)

Forbandede vakuumverden
Og jeg ligger endelig her, alene.
Kigger på telefonen, tænder en cigaret, kigger på himlen, lidt mig selv og igen på telefonen.
Det er torsdag aften, lummert ,overskyet,dårlig sommer, lunefuld sommer, men jeg svedte tran i min striktrøje på vejen hjem og mit hår var kaos og klistret – jeg var ikke oplagt til at pleje omgang med mennesker, jeg er aldrig oplagt til at pleje omgang med mennesker, uden at have en  bagkant;
Lang arbejdsdag, for mange indtryk og ingen gav mig  tre minutter i fred ; Jeg ville IKKE mødes med hende til kaffe,  hvorfor sagde jeg ja?
‘jeg ka’ ikke rumme mere’, piver jeg i eget hoved, skridt for skridt, minut for minut; jeg vil hjem og ligge ned, samle mine tanker og sove sødt i stoisk ro.
Men forbandede fomo, jeg ændrer ikke kurs – tværtimod – men  presser mig selv hen mod cafeen, presser citronen og møver mig forbi et værre menneskemylder, på en lummer eftermiddag, i hjertet af København.
Byen summer og jeg nikker til nogle bekendte på gaden; smilende, men ikke storsmilende, for måske stopper de op og spørger hvordan det går og det går af helvedes til, jeg kan ikke rumme en skid.

Forbandede timing, der er allerede en, der har sat sig ved vores bord, og jeg  trækker dagens maske nummer 46 på; samtaler og griner på passende tidspunkter.
Et perifært bekendtskab og hold kæft hvor er det forudsigeligt og trivielt.
Hvor jeg dog hader lyden af smalltalk, den snakkende støj og jeg frygter, at jeg er ved at miste grebet totalt;
At jeg snart  bliver både døv og stum og kun kan kommunikere med katte, for jeg er  blevet så indebrændt.
Jeg er blevet så mat.

Kaffe? Nej, de vil have vin; den stiltiende enighed om indtag af alkohol, så alle kan tø lidt op.
Hun bliver gudhjælpemig siddende ved bordet – hvorfor gør hun det? og hvorfor snakker man til mig, overhovedet, når jeg at tænke –  fraværende, fjern og lige ved at forsvinde.
Hov, de taler til mig og jeg sparker mig selv over skinnebenet.
Min maske var næsten ved at glide af.

Og det var ligegodt satans, tænker jeg igen.
Jeg er fanget, de har fanget mig og jeg skammer  mig ved  tanken om, at socialt samvær føles som fængsel , så jeg tilpasser mig –  indynder mig som en  dum antenne der vajer i vinden og registrerer al følelsesmæssig aktivitet.
Og jeg mærker dem virkelig –  jeg mærker dem begge, tydeligt og klart, men jeg  mangler kræfterne,  jeg har ikke kapaciteten, overskuddet, jeg er træt men hun taler til mig;  taler i mig , snakker på mig og hele farvespektret af  hendes stemninger og hendes sind rammer mig som bølgeslag.
Jeg er lige ved at drukne og jeg gisper efter luft,  men hun  ved det  jo ikke –  hvor skulle hun også vide det fra, så hun kører derudad , upåvirket og  uvidende om, at hun har fyldt  mig fuldstændig op.
Jeg  trænger til at puste ud, så jeg tænder min tredje cigaret på tyve minutter og ved nu, at min dødsårsag bliver lungecancer, forårsaget af for megen interaktion med andre mennesker, men det afholder mig ikke, fra at nikke  videre som en galning, mens jeg tænker på min vejrtrækning, mens jeg vejrer mine træk.

Ud på toilettet (pause) og jeg skal ikke engang tisse, jeg ønsker mig  bare et øjeblik,  men adrenalinen pumper og hjertet nægter at holde sin mund.
‘Dunk, dunk’ og min hud føles som folie og alle går ind i mig, står i vejen for mig, jeg vil gerne hjem, ideen føles rar, konceptet lyder altid godt,  men det kommer til at gå af helvedes til, for også dér, vandrer jeg hvileløs omkring.

Og hvad er det, som de ikke forstår? Jeg vil ikke med videre, til mere vin.
Jeg vil ikke ud og feste i en masse, af mennesker.
Og undskyld fordi, det er mig der er svær.
At jeg er er lillebitte, at  jeg er dum, for jeg kan mærke at jeg skuffer, kan de mærke, at jeg bluffer?
At min samvittighed, den drypper sort?
Jeg burde  ku’ tåle dig bedre, jeg burde ku’ elske dig højere, burde ku’ rumme dig større.
Og relationer river mig rundt, til jeg er færdig, til jeg er fuld.
Overhældt af  velvillighed, tilpasningsdygtighed, fuldstændig slået omkuld.
Satans til selv og til helvede med sart, jeg stiler efter selvbilledet og tømmer  min reservetank, så de tror at jeg er god, så de tror jeg kan forstå , for jeg smiler mens jeg lyver, kun med tanke på, at gå.

– Samucha

 

 

6 Comments
Caroline
2 months siden

Wow. Det er så vanvittigt godt Sara. Dragende, barskt og simpelthen så virkelig fint!

sara
2 months siden

hej Caro, taaaaaaak mand, fordi du gir lyd. især på den her slags lidt mindre "sympatiske" indlæg. det betyder meget. bare så du ve'

Josefine
2 months siden

At læse dette er som om at kigge på et billede der ligner mig. Nå, men hvor ville jeg ønske at jeg kunne skrive som du.

sara
1 month siden

Jeg er glad for at høre, at du kan spejle dig i det. Det tror jeg ikke umiddelbart alle kan. Så tak for det. Og tak fordi det rammer en nerve hos dig. Det betyder meget, men det ved du nok allerede.

Rikke
3 weeks siden

Hej Sara. Tak for denne tekst. Du beskriver mine egne følelser ned til mindste detalje i en grad, hvor jeg tænker, at det må være mine egne ord. Jeg vil gemme din tekst og sende den videre til mine mennesker, dem jeg har tæt på. For det er ikke altid, at de forstår mig, og det er også okay. Men måske din tekst kan give dem en lidt større forståelse. Og vigtigst af alt, så kan jeg læse den næste gang, jeg kommer hjem død og udmattet efter en lang aften med maske på. Så tak :)

sara
3 weeks siden

Hej Rikke, jeg er glad for at du kan bruge teksten til noget. Generelt er jeg meget positivt overrasket over den respons jeg har fået på indlægget her. Jeg tror vi er en del derude der døjer med lige netop denne form for menneskelige træthed. Som giver dårlig samvittighed ford vi i bund og grund gerne vil være den bedste udgave af os selv, overfor de mennesker vi har omkring os. Tak fordi du tog dig tid til at skrive.

Vis mere