Navlepilleri (Det selvoptagede selv)

Navlepilleri (Det selvoptagede selv)

Skal jeg skrive om dig? Nu?
Som i lige nu, mens vi begge sidder her?
Mens du kigger?
Ryk dig lidt tilbage så.
nejnej, længere væk.
Jeg kan ikke se dig når du står så tæt på…

Godt, så nu kan vi måske begynde.
Hvor skal jeg starte?
Hvis jeg bader dig i tillægsord kommer jeg til at kede os alle halvt ihjel.
Altså, jeg kan sagtens, men det kommer ud som den samme beskrivelse, af hundrede andre mennesker jeg også har kendt.
Sjov, sød, livlig. Følsom.
Jeg sover lidt på det, så vender jeg tilbage dit omrids eller din skabelon.
Silhouet er nok for dystert, selvom det er et ord, jeg til hver en tid vil foretrække.
Måske er jeg i virkeligheden en af de få der vægter form ligeså højt som indhold, men nu handler det jo ikke om mig, men om dig og dit væsen.
Jeg skiller dem ad, det gør jeg – jeg  synes der er stor forskel på de to, men det er jo nok fordi jeg tager udgangspunkt i mig selv. Igen.
Du kan godt se det er svært at skrive om andre, uden også at spejle sig samtidig. Og jeg er så frygtelig forfængelig, altså.

Så mens du sidder her, kan jeg ligeså godt fortælle dig, at et af mine store ønsker ville være, ikke at benytte mig af “jeg” en eneste gang undervejs i denne tekst, så du fremstår klar, ufarvet og skarp, men det er lidt svært må du forstå –  sådan at udslette sig selv på skrift eller i virkeligheden selvom at jeg ofte inderligt kunne tænke mig, at at det var en reel mulighed jeg havde, uden samtidig at måtte lade livet som indsats.
Jeg orker nemlig ikke at dø endnu, er jeg kommet frem til, selvom jeg bestemt ikke vil kalde mig selv en optimist.
Det er sådan noget man finder ud af med tiden, hvis man vel at mærke, tillader at tage sig  tiden.
Næ, det duer ikke at dø men det er den sædvanlige tilbagevendende snak om,  at man har det for godt, så derfor skal alt være højere vildere og hårdere.
Den har jeg dyrket i mange år, den sidder på ryggraden når jeg møder nye bekendtskaber og skal lommefilosofere og vise hvor dyb en indsigt jeg har. Metodisk og beregnende tænker du måske, men jeg vil bare gerne mødes et sted.
Så tænker jeg efterfølgende – når jeg har sunget min forudsigelige klagesang om det ulideligt lette liv –  at der kræves handling og at det måske ville klæde os,  at skulle overleve i en ødemark for en længere periode, men det tror jeg i grunden ikke du behøver ikke lige så høj grad som mig.
Sådan en grundig rusketur der får alle overlevelsesinstinkter til at blinke faretruende  rødt, står skam heller ikke højest på min liste som virkemiddel i taknemmelighed af et liv, men lad nu det ligge.
Din kemiske balance er faldet ud til din fordel og tillykke med det. Du fik  en “ja- hjerne”
Jeg tror på videnskaben.  Og jeg tror på, at tilfældigheders samspil kan gøre et menneskeliv, tungere end andre, omend det ville have været langt bedre udelukkende at tro på, at man ene og alene er herre over egen lykke.
Måske er det heller ikke helt  usandt, men jeg ser det mere som en deltidsbeskæftigelse;  et flex job, man kan skulke fra, fordi det kræver for meget energi.
Nogen mennesker er nok  bare bedre til at leve et liv, end andre. Der er mange som gør det hele, helt forkert – jeg gør det ofte helt forkert, men tilgengæld  mestrer  du det godt.
Du giver mig denne hersens ustyrlige trang til at hoppe ind i din tilværelse og leve dit  liv. Jeg kan slet ikke  kan stoppe med, at blive fri af mig selv. Jeg skriver en ny tekst, vi sletter det hele. Min hensigt har været at det skulle handle om dig.
Nu røg jeg ud på et sidespor og ind på blinde veje.
Det ender  igen, med altid at handle om mig.

– Samucha

2 Comments
Camilla
4 months siden

Jeg er inde på din blog hver dag i håb om at kunne læse nogle af dine fantastiske indlæg. Håber snart at der kommer nogle nye 

sara
3 months siden

Jeg er tilbage. Og sygt glad for at du stadig hænger i.

Vis mere