Sind i skyggen (Tanker om depression)

Sind i skyggen (Tanker om depression)

Der er altid dage, som er værre end andre.
Blå dage som andre også  har, men måske bare femhundrede- tusind gange værre, det vides ikke.
Det vides desværre ikke, selvom hun ofte har ønsket sig følelser, som  målbar enhed, for så ville hun i det mindste vide, at det drejede sig om forkælet uro , eller om en svær depression  og det synes hun- trods alt – ikke er for meget at bede om.
På de dage der hvor det mærkes særlig slemt,  plejer hun at hvile  hovedet, på kattens bløde pels.
Lige under hans mave, lytter hun til hans regelmæssige spinden og vejrtrækning.
Hun lytter til, hvordan det lille kattehjerte  slår rytmisk, roligt og taktfast som hendes eget.
Beroligende, betryggende.
Bedøvende bekvemt  og det må være derfor, at hele det ganske land, holder kæledyr;
Gratis terapi, og katten dømmer aldrig.

Armene og benene især, føles altid tunge; tusindårs- trætte som har hun ikke kræfterne, til at holde på noget.
Hverken om nogen, eller ved noget og ingen skal pille ved hende, særligt ikke ham: Han skal  ikke røre hende – han skal virkelig træde varsomt, for det hele er til gene og irritation og alle steder på kroppen, er forkerte;
Røde zoner, ved ørerne, ved nakken og på halsen.
Hendes mave er et minefelt og hans fingre skal ikke stryge hende over ansigtet.  Det bliver for tæt, for intimt  og hun bliver pirrelig, vrissen og trækker sig tilbage.

‘Det er ikke din skyld , du gør ikke noget forkert’  siger hun altid til ham,  når den dårlige samvittighed rammer hende som en næve i mellemgulvet, den stakkel der tåler hende, men det er hans bevægelser og  hans  kærtegn som hun affejer, afstøder og verfer væk, fordi hun ikke rummer rent og fordi hun aldrig har haft overskuddet til sig selv.
Det er svært” siger hun opgivende, siger hun flovt,  når han spørger hende, hvordan vi har det i dag, for det eneste hun ved er, at det igen er en dårlig dag, men at hun  står det igennem, fordi at  hun ser skarpere, i denne slags lys.
Hun ser livet og tilværelsen tydeligt og klart.
At det bare er sådan det er.  At det kun er sådan, det kan være og erkendelsen  gør hende indebrændt, den gør hende  bitter og misundelig, når andre ikke mærker livets tyngde, for det er hendes sandhed; det er den eneste sandhed der findes, fordi det er altid sandt, når det gør allermest ondt.

“Det er jo håbløst’ siger hun mat, når hun ønsker at skåne ham og når hun skammer sig over, at følelsen igen har taget bo, i hendes krop, men hvis nogen tog sig tiden til at lytte ordentligt efter (det er sjældent, at nogen gør) ville man kunne udlede en hel del, af selv de mindste lyde; et suk, et åndedræt, og hun sukker om nogen; både  nat og dag og  særligt om morgenen, sukker hun;  når en ny dag gryr, når en ny dag truer og hun åbner øjnene; skuffet over at være vågen og tilstede i en virkelighed, hun ikke har lyst til at deltage i , for virkeligt gør alt for ondt og spørgsmålstegnene  der aldrig bliver erstattet af et ordentligt svar, står i kø for at komme til:
Hvorfor denne forkælede uro.
hvorfor altid denne disharmoni.
Hvorfor dette kemiske mareridt.
Hvorfor og hvorfor og altid uden en grund, og så slukker hun lyset og ligger i mørket hvor der er trygt og ingen kan dømme hende for at sove med åbne øjne.
Når han endelig er gået, plejer hun at gå tilbage til  sengen igen, hvor hun sætter tankerne i orden.
Hvor hun tager sig tiden til forstyrrende tanker, for hun ved ikke, hvordan hun ellers  skal opmagasinere dem, eller hvordan hun slår  sine sandheder ihjel.
Oftest, tænker hun på selvværd; sit eget og så på alle de  andres der er meget større end hendes eget og hun forestiller sig disse “værd” som smukke slotte og højborge med dybe voldgrave, eller mure af marmor , hvor ingen kan trænge ind.
Selv ikke de farligste fjender får foden indenfor og hun forestiller sig, at hendes lille stråtækte hytte, er blevet  blæst omkuld af en kold brise fra nord.
En lille ruin, uden døre, uden vinduer.
Ikke noget, som nogen med deres gode vilje, ville kalde for et hjem. Et sted,  hvor selv solen, afholder sig fra at kigge ind.

Hvad er det mindste man kan være i denne verden? tænker hun så, men siger det aldrig højt, til nogen.
Ikke det tarveligste, eller det mest usle, for i påfaldende grimhed og i voldsom hæslighed, findes der alligevel en slags styrke; et indtryk  og dermed også en stærk reaktion og sidstnævnte fortjener hun ikke, at få.
Nej, hun er noget mere  småt og ubetydeligt; Som plasticdutterne der holder snørebåndene samlet for enden, af et par kondisko.
Minimal funktion; undseelig og lillebitte.
Slikpapir.
Ikke den farverige slags; dem med striber på bolscherne, eller de farverige med mønstre på .
Ikke noget, som lader øjnene hvile et splitsekund for længe, på  det glimtende omslag, af en kalorierig chokoladebar.
Den slags vækker appetit, den slags vækker en lyst og tildeler noget, en betydning.
Nej, det skal være tættere på ligegyldighed;  tættere på det tynde madpakkepapir, man fik med som barn,ovenpå  bønnepostejen, eller på spegepølsen.
Den livstrætte rugbrødsmad.
Tyndt, transparent  gråbrunt papir,som særligt udvalgte discount – karameller nødvendigvis ender i, da de ellers bare kommer til at klæbe sig fast til hinanden, nede i posen.
Og hun tror på det hele og hun tror at  hun accepterer det, fordi at før al ulykke, før al tristesse, ja selv før al afgrundsdyb sorg og før den meningsløshed, som hun tror  hun er på bølgelængde med – som hun tror, at hun kender så godt, stikker skammen dybere end noget andet.
Skammen over, at hun ikke bare kan lære, at leve.
Visheden om, at hun holder alle for nar.
Visheden om, at det kunne have været en god dag, hvis hun nu bare levede i et andet lag.
Det kunne have været bedre – ja  det kunne have været så godt, men hun kan ikke  smøre sin elendighed  af på de andre, eller tildele nogen en skyld.
Den hviler tungt på hende, alene.
Og så kommer mørket.
Dét som andre kalder lys, en morgen hvor ensomheden lægger sig i ske og hun ikke længere må sove med  åbne øjne,for så vil de alle kunne se.
Katten kravler op og snuser, for der lugter af sorg, i den lille ruin.
Tidsler skyder op et sted, dér hvor solen aldrig lukkes ind.

– Samucha

4 Comments
Malene
3 months siden

Jeg bliver så uendeligt trist af at læse det her, da jeg selv har oplevet det for ofte. Det er lang tid siden sidst nu, hvilket vækker en følelse af lettelse og taknemlighed. Men som altid, hånd i hånd med angsten for at skyggen vender tilbage. Jeg kender skammen over, at man ikke kan finde ud af sit liv som alle andre og bare være glad. Jeg kender tankerne om, at man derfor må være et svagt menneske. Jeg vil gerne love hende, at hun ikke er svag eller forkælet. Den lidelse hun oplever er virkelig og uretfærdig, som livet kan være dét. Den dobbelte håbløshed i depressionen er ensomheden. Der er ingen, der kan gå igennem den med dig. Dérnede i dybet, inde i skyggen, er hun helt alene. Jeg beder til, at det bliver nogenlunde udholdeligt for hende, indtil lyset kommer igen - det lover jeg hende, at det gør!

sara
2 months siden

er glad for du stadig hænger i, Malene. Det er en fornøjelse altid at læse din feedback på mine tanker. Tak for dig.

Kirstine
3 months siden

Smuk tekst. Oh så smuk en tekst. Paradoksalt nok giver den mig tro og håb på livet - din tekst og dig. Følelsen af, at i hvert fald fællesskabet omkring en række følelser giver mening, i en - ofte - meningsløs verden. Tak.

sara
2 months siden

Det var LIGE akkurat det jeg håbede på, at andre ville kunne få ud af teksten, Samhørigheden, fællesskabet og en vished om at du aldrig er alene. Tak fordi du skriver til mig.

Vis mere