Guide til Blogger-bibel

Guide til Blogger-bibel

Uden indledende manøvrer og uden videre omsvøb, vil jeg nedenfor præsentere folket for de 10 mest brugte vendinger, der er at finde i blogosfæren, disse dage.
Min hjemmestrikkede guide kan benyttes til at gå i en bue udenom de største floskler der optræder på de sociale medier, hvis man (som jeg) er blevet en anelse træt af gengangere.
Jeg er ikke spydig.
Jeg opridser blot kolde facts.

1. “These Babieees”
– handler hverken om kolikramte arvinger, eller om kæresteparret der blev foreviget med dit iphone kamera.
Det handler om dine nyindkøbte sko, (som du nydeligt har placeret i din kridhvide… seng (?) og som, traditionen tro, altid bare omtales ” Babies”

2. “Its a boy!” (oftest et foto af overdimensioneret stor pose, med sort logo og sløjfe red.)
– Et  “kækt”  lille ordspil,  som langtfra handler om at føde et drengebarn, men derimod om den uden sammenligning, mest populære Chanel taske i årtier, ved navn “Boy Bag”
Den er idiotsikker hver evig.eneste.gang
Fantasien har øjensynligt også sine begrænsninger.

3. “I just have a thing with floors” (ligesom de tre millioner andre aktive brugere, på instagram)
Hertil uploades billede af et mosaikgulv med hashtag #fromwhereistand, hvis nu nogen skulle være i tvivl om dit pludselige valg af fugleperspektiv.
Bor man i København, er der tilsyneladende ingen andre muligheder end gulvet, på restauranten Llama. 
Skud ud til deres pitchers dog, selvom at de kommer med en pris,dagen derpå.

4. “Some VERY exciting news are on the way!”
Handler ikke om en nyfunden kur mod kræft, men om at pågældende blogger har indgået et sponsoreret samarbejde som de snart offentliggør på diverse medier. De kan dog desværre ikke løfte sløret for noget endnu, hvis man skulle driste sig til at spørge dem, for så indtræffer dommedag, men sikkert er det, at det ikke får lov at gå din næse forbi.

5. Giveaway!
Lyder unægtelig som den rene gavebod, men drejer sig i de fleste tilfælde om 10 % til shoppen, der gør sig i organiske tamponer eller om et enkelt smykke, hvor man skal ihjelslå alle sine jævnaldrende, for at have en ærlig chance.
For at deltage i konkurrencen skal du bare:Hacke Pentagon, stjæle stødtand fra indisk hanelefant og bade i bredbladet persille ved fuldmåneskær, men så har du også ‘muligheden’ for at vinde et unikt armbånd til en værdi af…. 89 kr.

6.  “…But first coffee”
Kaffe er en gadget på linie med shellacnegle og er absolut uundværlig.
I København forefindes kaffe dog kun på tre udvalgte cafeer, for ellers er det aldrig sket:
‘Atelier September’, ‘Fars Dreng’ og ‘Union Kitchen’  
Med det sagt, laver de bestemt også en fremragende (og instagram -venlig) en af slagsen.
Bonusinfo: Kaffe- quotes og  “Jeg- hader- mandage” lagt sammen, bør i min optik, brændes ceremonielt på et bål.

7. “Happy birthday to my most beloved and beautiful friend.”
Her indsættes som det mest naturlige, et billede af dig selv  med enten trutmund eller med spritnyt outfit og spørgsmålet om hvorvidt veninden ligner en tro kopi af Brooke shields fra ‘Den blå lagune’, forbliver altså et evigt mysterium.

8. “I’m a Happy Camper” or a “Happy Clam” (en glad musling(!) Hvis I skulle være ligeså rumforvirrede som undertegnede)
Er de eneste to malende beskrivelser der eksisterer på en bloggers instagram, såfremt at de går linen ud og lægger et billede ud af sig selv OG en veninde.
Hvordan ser glade muslinger i øvrigt ud?
Og må man godt være “happy human?”

9. Busy with press days 
Naaaaarh, vel?
Du har drukket friskpresset juice fra edens have, spist økologisk croissant og en balje af bær samt udvalgt adskillige items fra kommende kollektion, som pågældende PR- bureau,har knoklet i dagevis på at fremtrylle for dig og en udvalgt skare af godtfolk.
Du har ikke travlt.
Hjernekirurger og tjenere derimod, kan have pænt, dødelig travlt.

10.” Ti ting du ikke vidste om mig”
Handler i bund og grund om “særheder” som at man: ‘aldrig har smagt en donut’ , at man ‘engang gled i en bananskræl som 5-årig ‘ eller ‘ at man bare æææælsker ren marcipan’  (jovist – verden er af lave)
Det er skidegodt, at vi kommer hinanden ved.
Eller noget.

Bobleren:
Du har fået en ny frisure og dét skal folket fandme vide.
Derfor lægger du dit dugfriske garn op med den eneste sætning om hår, der findes på moder jord:
“New hair, dont care” 
Ah, but you do.
BUT. YOU. DO.

Jeg håber, at ovenstående kan hjælpe jer med at navigere rundt i denne forunderlige verden af inspiration og hvad der ellers hører med.
Indlægget er skrevet med et glimt i øjet, så lov mig, at jeg ikke vågner til piftede bildæk.
Også jeg kan skam genkende mig selv i flere af punkterne, bevares.
Jeg er bare blevet lidt træt af at digte…

13262257_10153442106946831_157608099_o
( indlægget blev udarbejdet i samråd med Emma, over koldskål og postevand på en højhellig søndag aften)

Har jeg overset noget vigtigt, skal I endelig ikke tøve med tilføjelser, i kommentarfeltet.
Hit me!

God mandag til jer alle!

19 Comments
Nanna K
2 years siden

Åhh, den der fucking kaffe... Personligt har jeg det ret stramt med, når folk siger "min kaffe". Som i: "Jeg skal have min morgenkaffe, ellers bliver jeg mega sur!" - det der med at glorificere det at være afhængig af kaffe og ikke kunne undvære den (for så bliver man sur/dårlig/træt), det er også PÆNT irriterende. Afhængighed er sgu da ikke særligt sejt? :D

sara
2 years siden

Folk ELSKER at blære sig med deres kaffetørst. Det er ligesom dengang at man gik i gym og alle var 'åh så stolte' fordi de var taget direkte i skole på en fredag og havde " mega mange tømmermænd" eller min ultimative achilleshæl "stadig var bagstive" nejnejnejnejnej. Jeg tåler det ikke. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om hvor meget det irriterer mig.

Laura Lundsgaard
2 years siden

S, nu sker det - jeg siger det først: JEG ELSKER DIG! Malou og jeg har mere eller mindre diskuteret ALLE ovenstående captions. Kys fra en Happy Clam uden boy, exciting news, trang til at dele ud af mine lettere akavede sider eller flot gulv under mine babieeeees

sara
2 years siden

Hahahahahahaha det ku' du li!

Simone
2 years siden

Det er spot on!!! <3333

Anne-Sofie
2 years siden

Jeg vil foreslå "Hende/ham her" (jeg tror, at de anvender det om et individ de godt kan lide, eller gerne vil smigre) og "About last night" (typisk om billeder der enten illustrerer, at de har indfundet sig behørigt på Sunday, har gjort sig ekstra umage med luderkrudtet, eller har venner) til listen. Hvis bare de kunne få øje på deres håbløse lemming-agtighed. De gør det så let at foragte dem, med al deres hunger efter popularitet. Det er selvfølgelig synd. Men vi kan bare sige, at i dag er min "cheat day", hvor jeg godt må (for hvem?!) være ond i sulet.

sara
2 years siden

hahahahahaha jeg hyler over de her kommentarer! Ja jeg tænkte godt på "about last night" hvilket førte mig videre ud i #TGIF du ved - hvor vi takker gud den almægtige for at vi kan fremvise en dark n sour i dunkel belysning. Har du OGSÅ 'cheat dag' Anne-sofie? så er du selvfølgelig lovlig undskyldt!

t
2 years siden

genialt, grineren, spot on indlæg! Jeg har undret mig over at mange bloggere er blevet homies med Tori Spelling #donnamartingraduates

sara
2 years siden

hahahaha ja hvad foregår der i grunden med det? Den kan komme med i blogger bibel 2nd Edition. Der er sygt mange gode at plukke af. Det er genialt.

Natalie
2 years siden

HAHA hold nu op du er sjov!!! SPOT on as always!

Cille
2 years siden

FriYay...............

sara
2 years siden

hahaha originalitet i højsædet. de her drøftelser i dette indlæg, er hylende morsomme. Tak for FriYay klassikeren.

Ninna
2 years siden

Jeg ELSKER din blog, den eneste der er sådan rigtig ægte sjov!! OG det her er så SÅ spot on. Jeg har det generelt svært med hashtags, især dem der bruge 40-50 stykker af slagsen!

sara
2 years siden

hashtags naturligvis. Men dem har jeg været så legendarisk irritabel på i så lang tid, at jeg helt har overset dem. Vi må lave en forsættelse og den skal uden tvivl med.

Chris
2 years siden

Sara, du og Uffe E er mine spirit animals! :))))))

sara
2 years siden

hahaha "Uffe E" hvor er du optur!

Kathrine
2 years siden

Hahaha, fuldstændig fed og spot on 10-punkter om bloggers Instagrams citater og hvor de alle sammen går hen- altid! ;) Jeg synes den er skrevet på en rigtig fin, med- et-glimt-i-øjet-måde:) Jeg har også lige en tilføjelse, som jeg også ALTID synes bliver gentaget af bloggere. De skal altid posere ved, at står tit med den ene hånd i håret, som om der er noget der kløede lige der, mens billedet blev taget. Den pose er bare ved at overskride sidste salgsdato.

sara
2 years siden

Det der er jo mig, for filan den posering er gennemtævet, men jeg har desværre en rædsom tendens til at ligne et desmerdyr i front. men den er noteret, og bør absolut være med på blogger-bibel vol II!

Emilie
2 years siden

Genialt indlæg!

Vis mere